Dansk Backpacker

Indonesien Blog

Welcome to the Jungle

Endelig nåede vi dagen, hvor rejsen til Indonesien skulle begynde. Alt gik som det skulle. Vi havde en rigtig god flyvning til Singapore, hvor vi blev fragtet med egen chauffør til den næste gate, hvor flyet til Medan på Sumatra afgik. Da vi ankom til Indonesien kl 6 om morgenen, var vi efterhånden godt trætte. Selvom de kun er seks timer foran os, så passede flyvningen med, at vi sprang over en nat. Eftersom vi skulle videre til Bukit Lawang, så valgte vi den nemme (og dyre) løsning, og tog taxi dertil, hvilket var en god beslutning, da Medan var en virkelig kaotisk by, og vi var meget trætte.

 

Da vi ankom til Bukit Lawang ca fire timer senere, fik vi lidt af et chok. Vi har været i junglen mange gange før, og er vant til høj fugtighed og temperaturer. Vi har dog aldrig prøvet det i så høj grad som i Bukit Lawang, hvor vi nærmest svedte konstant. Bukit Lawang er en lille by koncentreret omkring en flod i udkanten af Gunung Leuser National Park. Det berømte ved denne national park er orangutangen, hvilket også var den primære årsag til vores besøg.

Noget af det første vi bemærkede var, at der var meget få turister, hvilket vi jo så som en fordel for os. Dog var der rigtig mange hostels, butikker og restaurenter osv. som skulle leve af det få antal turister, som kom forbi. Der findes ingen høj hotel standard i denne by. Der er ingen aircondition, hvilket kunne være fedt i varmen. Der kan heller ikke fås varmt vand til badet, hvilket er okay i varmen. Alt dette vidste vi godt, men vil man besøge Bukit Lawang, så skal man være klar på simple forhold.

 

Det, som fås i Bukit Lawang, og det som overraskede os, var en gæstfrihed, vi sjældent har oplevet. Vi havde booket på forhånd, så vi vidste, hvor vi skulle hen. Vi blev mødt af hostel-ejeren Rayan og sønnen Rycky samt de øvrige ansatte Harry og “Mowgli”. Med det samme blev vi venner med dem alle. Rycky og Mowgli viste os rundt på byens fredagsmarked kort efter ankomst, hvilket var meget skægt. Vi faldte dog ret tidligt i søvn plaget at jetlag og søvnmangel. Vi fik i omegnen af 15 timers søvn den nat, og var ret friske, da vi endelig vågnede. Rycky og Harry havde ventet på os, da de ville vise os rundt i området. Vi satte os bag på deres motorcykler, og kørte rundt i området med os, hvor de viste os ris- og majsmarker, gummiplantager, dampbrug og lokale landsbyer.

Efterfølgende viste de os et sted ved floden, hvor det var godt at bade, hvilket var fantastisk, da det var ekstem varmt. Om eftermiddagen gik vi selv en tur i byen, og vi gik en tur ud til en hule i området, som var kendt for at huse flagermus. At komme ind i hulen minede med af alt om en Indiana Jones film, og var rigtig flot. Dog behagede selskabet af hulens beboere ikke rigtig Tine, så besøget blev lidt kort. De blev også meget nærgående, og fløj om ørene på os. Om aftenen sad vi allesammen tilbage på vores hostel, hvor vi for øvrigt var de eneste gæster. Her underholdte Harry og Mowgli med at synge og spille guitar. Vi var ret imporneret, da de kunne ret mange engelske tekster udenad, på trods af at de aldrig har gået i skole. Bagefter blev der tændt for deres Playstation, da vi skulle se, hvem der var bedst i Fifa mellem Danmark og Indonesien. Anders vandt selvfølgelig. Ja, de har det hele i junglen 🙂

Vi nåede dagen, hvor vores jungle-trek skulle starte. Vi skulle på en 3-dags tur mod 2 overnatninger i junglen. Rycky og Mowgli skulle være vores guider, så vi vidste, vi nok skulle få en sjov tur. Vi havde både glædet os til denne tur men også frygtet den lidt pga varmen. Vi havde heller ikke gået mere en 30 min, før sveden haglede af os, og sådan blev det ved hele dagen. Rycky fortalte os, at der var unormalt meget varmt, så det var vores undskyldning. Vi var dog ret godt tilfreds med, at vi var velforberedte og i god form før denne dag. Belønningen kom også ret hurtigt. Vi så mange forskellige aber det første stykke vej. Allerede efter en time mødte vi vores første orangutanger. Der var tre af dem inkl en lille unge. De var ret tætte på os, så vi kunne virkelig få nogle fede billeder af dem. Selvom vi havde oplevet vilde orangutanger på Borneo, så var dagens oplevelse i Gunung Leuser National Park endnu federe, fordi vi var så tæt på dyrene. Vi så en orangutang mere i løbet af dagen samt flere aber og et par påfugle. Vi blev dog ret trætte ud på eftermiddagen, og så meget frem til at nå vores lejr ved floden, hvor vi kunne bade og køle af. Vi fik serveret virkelig god aftensmad, som var krydret, som de kun kan det i Asien. Vi var imponeret over, at de kunne klare sådan et måltid midt i junglen langt fra byen. Vi gik i seng omringet af lyden fra floden og junglen med følelsen af at være virkelig tæt på naturen.

 

På dag 2 af vores trekking-tur så vi ikke ret meget den første halvdel af dagen. Til gengæld var trekket næsten endnu hårdere, og var meget kupieret. Ved frokost var vi næsten opgivende, da vi intet havde set. Efter frokost fik vi dog den helt store orangutang-oplevelse, da vi mødte orangutangen Zuma, og hendes lille unge. I Bukit Lawang ligger der et orangutang-center, som tidligere har taget sig af forældreløse eller svage orangutanger. Idag kan orangutangerne blive fodret der, hvis de vil to gange om dagen. Det står dem dog frit for, om de vil dukke op, da de alle lever i nationalparken. Derfor er nogle af orangutangerne vant til mennesker. De to første orangutanger som de fik på centeret i Bukit Lawang var Mina og Zuma. Mina er den mest berømte, som alle kender. Hun kan ikke lide mennesker, og jagter ofte turisterne, når hun møder dem i junglen. Hun er ret aggressiv, hvilket skyldes traumer, fra da hun var yngre. Vi mødte ikke Mina, men vi mødte Zuma, som var venlig og i godt humør. Vi kunne være indenfor meget få meter fra hende og ungen, hvilket var en total surrealistisk oplevelse, da vi aldrig havde forventet at kunne komme så tæt på orangutangerne, både Zuma og ungen kravlede vældig rundt i træerne, og gav noget af et show. Vi var heldigvis ikke så langt fra vores lejr, og da vi nåede frem, kunne vi få en velfortjent dukkert i floden. Det begyndte dog snart at lyne og tordne, og straks efter stod det ned i stænger i en sådan grad, som vi aldrig har set hjemme i Danmark. Derfor blev vi tvunget til at gå tidlig i seng men rig på oplevelser.

 

Om morgenen tog gik vi en lille tur for at svømme under nogle små vandfald, inden turen gik tilbage til Bukit Lawang. Turen tilbage foregik via floden i store gummiringe, hvilket var virkelig sjovt, og endnu en interessant måde at se floden på. Vi fik taget afsked med Rayan, Rycky og Harry, inden Mowgli kørte os tilbage til Medan og en helt anden verden. Her brugte vi resten af dagen på at reflektere over de utrolige oplevelser, vi allerede har fået på vores rejse.

 

Templer, gadekøkkener,  kultur og en vulkan…. tror vi nok…

Vi stod op kl 3 om natten, da vi havde en lang rejsedag foran os. Vi skulle nå et morgenfly til Jakarta for at komme videre til Yogyakarta; Indonesiens kulturelle hovedstad – en relativ lille by med 400.000 indbyggere. Her skulle vi være de efterfølgende fire dage. Det var en lang dag, og lufthavnene var ikke blandt de mest effektive, vi har været i for at sige det mildt.

Vi ankom til Yogyakarta ud på eftermiddagen og fandt et sted at sove. Byen var nærmest lige så frygtelig trafikkeret som Medan, men vi kunne nu alligevel bedre lide det her, da Yogyakarta er noget mere hyggelig. Java er den mest tæt befolkede ø i Indonesien, så vi har virkelig set, hvilke problemer overbefolkning kan medføre. Befolkningen er dog rare og glade.

Vi vidste, at vi skulle ud og se solopgangen ved Borobodur en af dagene. Vi tænkte, at vi lige så godt kunne stå tidligt op dagen efter, nu når vi allerede var vant til det, så det gjorde vi. Borobodur er verdens største buddhistiske tempelkompleks, og er ca. 1100 år gammel. Det er lidt et mirakel, at det stadig er der, da der har været masser af jordskælv og vulkanudbrud i området gennem tiden – senest i december var den nærliggende Merapi-vulkan i udbrud, hvilket resulterede i et flere cm tykt askelag på Borobodur.

Vi fik ingen solopgang, da der var ret tåget. Vi fik til gengæld ro ved komplekset, hvilket var ret dejligt. Borobodur er nemlig den mest besøgte attraktion i Indonesien,  så om eftermiddagen vrimler det med skoleklasser og turister. Vi var derfor glade for vores valg på trods af den manglende sol. Selve Borobodur var kæmpestor og ret svær at tage billeder af, men vi fik en rigtig god oplevelse og gode indtryk af stedet.

Senere på dagen gik turen til den anden side af byen, hvor Sydøstasiens største hinduistiske templer ligger med det mundrette navn Prambanan. Vi blev ligeledes imponeret af disse templer, der på afstand mindede om Angkor Wat i Cambodia. Det der gjorde mest indtryk på os, var dog ikke templerne. Til gengæld var området proppet med skoleklasser, hvor alle børnene var yderst interesseret i at få billeder sammen med os. Det var ret ekstremt, og vi poserede nærmest konstant i to timer sammen med børnene, som åbenbart sjældent så hvide mennesker. Vi fik selvfølgelig også sørget for at udforske templerne lidt.

Godt tempeltrætte kom vi tilbage til vores hostel, som lå tæt på den berømte Malioboro-gade, som er der hvor der er mest liv i byen. Gaden er proppet med små gadekøkkener, hvilket vi altid elsker, da vi kan gå fra sted til sted, og spise masser af lokal mad til ingen penge.

Vi fik endelig mulighed for at sove lidt længere, end til kl 3. Dagen brugte vi på at udforske Yogyakartas attraktioner, hvor vi så sultanens palads og det såkaldte water palace. Vi interesserer os vitterligt ikke ret meget for sådanne attraktioner, som minder mest om et museum, men det var nu udmærket, og vi lærte en helt del om Indonesiens historie.

Vores sidste dag i Yogyakarta brugte vi på en tur ud til vulkanen Merapi, der betegnes som en af verdens farligste vulkaner pga. befolkningstætheden. Vulkanen gik sidst for alvor i udbrud i 2010. Regeringen forsøgte at få folk til at forlade området den gang. Mange mennesker nægtede dog, da de mente, at regeringen ville tage deres huse fra dem. Det endte så med, at Merapi tog dem istedet for.

Siden udbruddet har de lavet ture op til vulkanen, hvor man virkelig kan se dens ødelæggelser. Vejene var så dårlige nu, at det kun var muligt at køre derop i jeep. Vi bryder os egentlig ikke om katastrofe-turisme, hvor attraktionen er masseødelæggelse. Vi blev dog opfordret til at gøre det, da pengene ville gå tilbage til lokalsamfundet,  og at de pga udbruddet i 2010, fik deres primære indkomst fra turisme, og at de fleste nu levede bedre end tidligere.

Vi fik dog desværre ikke vulkanen at se, da skyerne havde samlet sig omkring den. Vi måtte derfor nøjes med at se den på billeder, og så ellers se de store mængder størknet lava, som dækkede hele området. Vi havde en ganske udmærket tur, men vi håber at være lidt heldigere, når vores trek på Rinjani-vulkanen starter efterfølgende dage.

 

Best volcano trek ever – and never again

Vi fløj fra Yogyakarta til Lombok. Efter en forsinket flyvning og en misset transfer, lå vi i vores seng kl 2330 om aftenen, og vi skulle allerede op igen kl 5. Vi var trætte, da vækkeuret ringede, men kunne hurtigt vågne, da vi vidste, at det ville blive vigtigt de næste par dage på vores Rinjani-trek.

Rinjani er Indonesiens næststørste vulkan, og er særdeles aktiv. Den gik sidst i udbrud for seks år siden. Det specielle ved vulkanen er, at den ligger inden i et krater og omringet af en sø, som egentlig beskytter omgivelserne og de nærliggende byer, når vulkanen er i udbrud. De lokale mener, at vulkanen er hellig, så der står faktisk skrevet i nationalparkens regler, at man skal tale pænt og ikke må klage sig, når man er på vulkanen.

Vi blev først kørt til den lille by Senaru, hvorfra trekket skulle starte. Vi kunne se vulkanen med det samme, så at vi missede Merapi, var allerede glemt. Vi mødte vores guide Nur og vores portere. Porterne skulle slæbe på 35 kg hver, hvilket var ganske imponerende at se, og vi følte os lidt slappe ved siden af, men det så nemt ud for dem.

Rinjani er omkring 3700 m høj, og vi skulle helt på toppen på tre dage. På dag et skulle vi op på 2600 m, og da vi startede på 600 m, skulle vi gå omkring 2000 højdemeter. Det var vanvittig hårdt, og fik vores jungle-trek til at ligne en hyggelig lille skovtur. Det gik op og op konstant. Det var lidt hårdt at komme igang, men efter vores kroppe vænnede sig til belastningen, så blev turen også noget mere behagelig. Det var en meget svedig tur. Dog da vi kom op i højderne blev det hurtigt koldt, når solen forsvandt.

Vi startede i tætte jungleomgivelser, som skiftede til savanne for til sidst at blive til ren sten og størknet lava. Vi blev provianteret over al forventning af Nur. Ligesom i junglen var det ret imponerende, hvad guiderne kunne sætte sammen i svære omgivelser. Når vi var trætte, hev Nur lige en cola eller chokoladebar op af tasken, hvilket bragte stor glæde hos os.

Vi nåede op på kanten af krateret en time før planlagt, så vi havde været hurtige. Vi var faktisk de hurtigste denne dag, så vi fik også en af de bedste pladser til vores telt. Da vi nåede toppen, og så ned i vulkanen, blev vi helt paf. Det sker ikke ret tit, at vi for alvor bliver så imponeret, over det vi ser, at vi bliver mundlamme, men det skete her. Synet var, for os, væsentlig smukkere, end det der ses på billeder. Det var en meget stor oplevelse.

Vores crew fik hurtigt rejst vores lejr og gjorde klar til aftensmad, mens vi nød en af de smukkeste solnedgange, vi har set. Vi kunne se helt til Bali, hvor vulkanen Agung dominerer. Da solen var forsvundet, blev det virkelig koldt, og vores medbragte huer og handsker måtte tages i brug. Vi fik endnu et solidt måltid, inden vi kravlede i teltet, og faldt tidligt i søvn. Vi var helt smadrede.

Der var rimelig overskyet den efterfølgende morgen, så vi så ikke så meget solopgang. Vi fik morgenmad og traskede videre. Idag skulle vi ned i krateret til søen og bade i nogle nærliggende varme kilder. Vi skulle kun 600 m ned og 600 m op igen, hvilket ikke lyder så voldsomt som dagen før. Vi kunne dog nemt mærke, at vi havde haft en hård dag dagen før. Da vi kom ned til søen mødte vi en lokal, som solgte øl, sodavand og chokolade. Vi var ret imponeret over, at nogen gad at slæbe det 10 timer ind til den sø,

Vi nåede igen vores camp en time før planlagt i regnvejr, så vi kunne bruge det meste af eftermiddagen på at slappe af, inden vi skulle starte bestigningen af toppen kl 2 om natten. Der var dog ret overskyet, så vi fik ikke så god en udsigt som dagen før, men den var stadig ganske fin. Der er altid skyer omkring Rinjani, så det var slet ikke unormalt. Vi var derfor rigtig glade for vores udsigt til vulkanen dagen før.

Vi blev så vækket kl 2 om natten, fik vores første morgenmad og begyndte at gå vejen mod toppen. Toppen var ca 1100 m over der, hvor vi camperede. Det var noget af det hårdeste, vi længe har prøvet. Det var mørkt, koldt og demotiverende at gå mod toppen, men vi kunne holde hinanden kørende. På vej mod toppen blev landskabet værre, da underlaget bestod af ren grus. Når vi tog to skridt røg vi et skridt tilbage.

Vi nåede dog toppen i god tid, og vi var ovenud lykkelige. Vi fik den perfekte solopgang fra en næsten skyfri himmel, og vi kunne se alle øerne i området som Bali, Gili, Sumbawa, Flores og sågar Komodo. Turen ned var noget sjovere, da vi nærmest kunne løbe ned. Vi fik vores anden morgenmad, og startede derefter med at gå ned fra Rinjani. Nedturen var faktisk det sværeste af det hele, da vores fødder efterhånden var blevet så ømme og brugte, at vi nok burde have et par sko, der var to numre større end normalen.

Ved udgangen af parken blev vi kørt tilbage til Senaru på laddet af en pick-up. Vi fik sagt pænt farvel til porterne og Nur, inden vi blev kørt tilbage til Senggigi, hvor et varmt bad, en iskold Bintang og hvor nye oplevelser ventede.

Tænk, for et år siden havde vi aldrig troet, at det kunne lade sig gøre for os at bestige et bjerg. Det ændrede sig dog, og selvom det var utrolig hårdt, er vi så glade for at have gjort det.

 

Høje bølger og Komodo-varaner

Vi fik lov til at sove relativt længe – helt til kl 7, inden vi stod op, så lidt VM og så videre på tur til Komodo, hvilket tog 5 dage og 4 nætter. Vi startede først med at køre 4 timer i bus, tværs over Lombok, inden vi nåede havnen, hvor vi gik om bord på vores båd, hvorpå vi sov de efterfølgende 4 nætter. Vi var 24 ialt på båden inkl. 8 danskere, hvilket vi absolut ikke er vant til. En af dem var oven i købet Anders’ kollega, hvilket vi ikke vidste på forhånd – verden er lille.

 

De første 2 dage brugte vi på at sejle fra den ene paradis-ø til den næste, hvor vi brugte tiden på at slappe af på stranden eller snorkle i rigtig gode omgivelser. Vi så masser af fine koraler g farverige fisk. Vi glæder os nu meget til endelig at få taget det dykkercertifikat, så vi kan se mere af verden under havet

 

Når vi ikke var på strandene sejlede vi med båden langs Sumbawas kyst, hvilket var en smuk oplevelse. Lad det dog være sagt med det samme. Sejlturen var ret hård. Båden var meget lille, og vi sov meget tæt på dækket. Samtidig havde vi ret hård bølgegang på vej til Komodo om natten, hvor flere blev søsyge. Vi blev dog heldigvis ikke ret hårdt ramt. Vi fik dog serveret ganske fin mad, og turene var velorganiserede.

 

På dag 3 ramte vi et af turens højdepunkter, da vi kom til Komodo Island, som er kendt for at huse Komodo-varaner. Samtidig er Komodo National Park et af de 7 natur-verdensvidundere. Vi var ret spændte, men viste også godt, at varanerne var svære at finde på denne ø. Varanerne er verdens største krybdyr, og kan blive og til 3 meter lange. De er rovdyr, og dræber deres bytte ved at bide det, hvorefter de følger efter det, indtil byttet dør af forgiftning, pga bakterierne fra Komodo-varanens mund. Derudover er dyrene ret aggressive, og de overfalder mennesker med jævne mellemrum. Derfor var vi også helt trykke, da vi skulle på gåtur med en ranger bevæbnet med…….. en pind. Dyrene har længe været en myte, og blev dens eksistens blev faktisk først bekræftet for den vestlige verden i 1910, da den blev “opdaget”. Flere historikere mener faktisk, at den kinesiske drage er baseret på Komodo-varanen, og har dens udseende herfra.

 

Vi så masser af hjorte-lignende dyr samt et par vildsvin men ingen varaner. Vi så dog en enkelt på vej tilbage til båden. Det var en kæmpe han på omkring 2,5 m, som lå og sov under en trappe. Da den lå der, kunne vi ikke se den så godt, men vi var glade for, at vi i det mindste så ėn. Heldigvis ville vi få chancen for at se flere på Rinca dagen efter.

 

Vi ankom om eftermiddagen i Labuan Bajo, som er på øen Flores, og som er byen, hvor ture til Komodo arrangeres. Byen er der dog ikke ret meget, men der der findes dykning i verdensklasse her. Ca halvdelen af folkene på båden stod af her, og vi fik nye om bord. Der blev holdt en fest på båden om aftenen. Vi holdt os dog i baggrunden, da Tine ikke havde det så godt.

 

Morgenen efter ankom vi til øen Rinca, hvor Komodo-varanerne også huserer. Øen er noget anderledes end Komodo, da den er varmere, har mere dyreliv og er mere bar. Besøget skulle vise sig at blive vores højdepunkt på turen, helt som ventet, da det vrimlede med varanerne her. Vi så omkring 15 stk. rundt omkring på øen, men de var dog ikke så aktive, men vi var glade. Vi kom ret tæt på nogen af dem, og rangerne var klar med pinden, men de var helt dvaske. Vi så også flere aber samt et par bøfler, men besøget var en klar succes.

 

Efter vores succesfulde og stegende hede besøg på Rinca, fik vi endnu en snorkletur på en nærliggende strand, inden en 14 timers sejltur tilbage mod Lombok ventede. Det var dog en ret idyllisk aften. Vi sejlede forbi en vulkan, der havde været i udbrud 3 uger forinden. Selvom der helt mørkt, kunne vi stadig se det orange skær fra lavaen på vulkanen. Kort forinden havde omkring 10 delfiner fulgt båden i godt et kvarter.

 

Den sidste dag var ret lang, da vi blot ventede på at komme tilbage til Lombok. For første gang på turen oplevede vi reelt gråvejr, så stoppene på dagens små øer var ikke så fede, som de kunne have været. Vi kom dog ud og gå lidt i en lille landsby, hvor vi badede ved et vandfald. Det var egentlig tæt på det eneste kultur, vi oplevede på disse fem dage, så det var en skøn forandring. Da vi kom tilbage til Lombok, blev vi indlogeret på et noget finere hotel, end vi er vant til. Der var både velkomstdrinks og buffet, så der var høj standard.

 

Det var også Tines fødselsdag, hvilket vi ikke rigtig havde muligheden for at fejre. Det måtte vi vente med, til vi kom til Nusa Lembongan – en lille ø udenfor Bali, hvor vi skal tage dykkercertifikat og have fast base den næste uges tid. Det glæder vi os meget til, da vi synes, at vi har været virkelig meget på farten.

 

Had a mantastic stay on Nusa Lembongan

Vi havnede på øen Nusa Lembongan efter en rimelig vild sejltur på 2 timer fra Lombok med høje bølger, og vi kunne straks lide, hvad vi så. Øen er ikke ret stor, og ligger lige sydøst for Bali. Her bor ca. 7.000 mennesker, der lever et lidt andet liv end dem på Bali. Her er tid ikke rigtig en faktor. De ved, at der ca. er gået en time, når hanen galer. Lembongan modtager langt færre turister end sin mere berømte nabo. Til gengæld er dykning rigtig godt her, og det er den vigtigste årsag til, at vi kom her. Her kan vi nemlig være heldige at komme tæt på nogle af de større dyr i vandet.

Efter vi landede på øen fandt vi straks en anden kultur. Folkene er nemlig hinduer her, så der er masser af templer på øen og ingen moskeer. Det mest kendte tempel har vi faktisk i baghaven. Der er stort set ingen biler her kun de sædvanlige motorcykler, som er alle steder i Indonesien åbenbart. Vi fandt hurtigt vores dykkercenter, hvor vi også skulle overnatte i små simple bungalows, hvilket var meget back-to-basics, da øen også kun har strøm halvdelen af tiden.

Vi mødte ejeren Andrea, som gik igennem alle de papirer, som skulle udfyldes for at få dykkercertifikat. Herefter kunne vi gå igang med selvstudium af alt teorien. Ja, det var ret kedeligt, men vi vidste jo, hvad der ventede på den anden side. De første 2 dage på øen brugte vi på teori og på træning i poolen sammen med vores dive master Michelle fra England. Her fik vi for første gang en fornemmelse af, hvordan det var at trække vejret under vand.

Vores dykkercenter er meget økofikseret. De har blandt andet sponseret et lille kontor til Aquatic Alliance, som er en lille non-profit organisation, der monitorerer dyrelivet i havet omkring Lembongan, og underviser både lokale såvel som turister om konservering af dyrelivet. Her var vi til foredrag med nordmanden Lily, som har arbejdet som frivillig på øen i 9 mdr, og som satte os lidt mere ind i livet på øen.

Tredje dag på øen var stor, for her var vi ude og dykke rigtigt for første gang. Ved første dyk var vi ret spændte, men vi fandt os ret hurtigt til rette, og kunne styre fornemmelsen af vægtløshed. Vi kunne ikke rigtig koncentrere os så meget om, hvad vi så, da fokus var på så meget andet. Ved andet dyk gik det meget nemmere. Vi fandt ret hurtigt ud af, at det er nemmere at dykke end at snorkle, som vi har gjort mange gange, da man bruger langt mindre energi ved dykning. Ved de første dyk var vi ved nogle ret nemme dive sites, som vores dive master nøje havde udvalgt til formålet. Vi så meget frem til mere dykning.

Vi var tilbage i land om eftermiddagen, hvor vi først tog vores teorieksamen til dykkercertifikatet, hvorefter vi lejede en motorcykel/knallert, så vi kunne udforske øen en smule. Et døgns leje kostede den nette sum af 35 kr. Puhaaa. Det morede vi os ret meget med, da det absolut slet ikke var så nemt at finde rundt, som vi troede. Vi så en masse templer, små landsbyer, nogle afsides strande, og fandt nogle små lokale restauranter, inden vi kørte tilbage til vores bungalow ved solnedgang. Vi skulle have været til endnu et af Lilys foredrag, men det blev desværre aflyst, da der ikke var strøm.

Fredag blev så det store højdepunkt på vores tur på Nusa Lembongan. Andrea havde fødselsdag, så hun ville med os ud og dykke. I dagens anledning skulle vi til Manta Bay, hvor vejret egentlig ikke var ret godt, og det ville vi ikke have gjort, hvis ikke det var Andreas fødselsdag. Vi var dog ret glad for, at det kunne lade sig gøre, for vi så virkelig mange Manta Rays, hvilket var første gang for os. Vi skulle heldigvis ikke gøre andet end at dykke og se på Mantaerne, da strømmen var ret kraftigt. Det var en meget stor oplevelse og et stort privilegium at se så store dyr i deres eget habitat. Vi måtte desværre ikke tage kamera med på dykkene under kurset, men vi fik heldigvis nogle billeder af de andre dykkere fra dette dyk.

Dagens andet dyk var vores sidste under kurset, og var ikke helt så spetakulært. Det var nu heller ikke vigtigt, da vi skulle lave de sidste øvelser, og så havde vi bestået, og kan nu kalde os dykkere. Det var meget stort, især fordi Tine havde svoret, at det aldrig ville ske.

Dagen efter skulle vi selvfølgelig ud og dykke, så vi kunne bruge vores nye dykkercertifikat. Vejret havde artet sig sådan, at vi ikke kunne tage ud og se Mantaer igen, desværre. Vi kom på nogle såkaldte drift dives, hvor man egentlig bare følger strømmen. Det var nogle lidt sværere dyk, og vi så ikke så meget, som vi ikke allerede havde set, men der var ret flotte koreller. Vi måtte koncentrere os meget for at holde os lige i vandet. Det var en god erfaring at få, selvom dykkene var svære for os, men som vores guide sagde, så kan man ikke være verdensmestre efter 5. og 6. dyk, så det var helt naturligt.

Dette var også vores sidste dag på Nusa Lembongan, hvor vi har været den sidste uges tid. Vi havde ikke ret meget lyst til at forlade øen, hvor vi har haft et fantastisk ophold, og mødt mange rare mennesker, men vi vil jo også gerne se lidt af Bali, inden vi snart begynder den lange rejse hjem.

 

Bali – Island of Gods

Vi ankom til Sanur på Bali om morgenen, og tog fluks videre til Balis næststørste turistfælde Ubud, hvor vi tog hul på vores uge på Bali og vores sidste uge i Indonesien. Ubud er helt klart Balis kulturelle højdepunkt, hvor der er kunstbutikker af mange forskellige slags og templer overalt.

Vi havde et ret stramt program på Bali, fordi der var mange ting, som vi gerne ville se, og samtidig gerne have et par dages total afslapning til sidst. Derfor havde vi kun en dag i Ubud, hvilket nok var for lidt. Det var dog fint nok for os. Vi lejede en scooter igen og kørte området tyndt. Vi kørte først forbi en masse rismarker, inden vi tog en tur i Ubuds turistfælde nummer 1 – Monkey Forest. Skoven er, som navnet antyder, fyldt med aber, og vores besøg morede os faktisk utrolig meget. Aberne bliver ret ivrige, når der er mad i nærheden. Når så størsteparten af alle turister absolut skal have bananer med ind til aberne, ja så beder de selv om tæt nærkontakt med aberne, hvilket ikke så mange var helt klar over, men sjovt så det ud. Anders fik sig også en god ven, som var utrolig interesseret i hårene på maven.

Senere blev det til en helt del shopping, for første gang på turen, i Ubuds store turistmarked. Sjældent har vi været på et marked på vores rejser, hvor sælgerne var så nærgående og ivrige for at sælge. Sælgerne kunne starte med at sige en pris, hvorefter vi sagde, at vi ville give 20 % af den pris, og så sagde de bare okay. Det morede vi os længe med.

Den efterfølgende dag var vi på den helt store rundtur på Bali. Vi kørte op i bjergene, og så et af Balis mest hellige templer og nogle af øens flotteste risterasser. Vi gjorde også stop på en kaffeplantage, hvor vi smagte alle mulige slags kaffe. De solgte også en af klodens mere specielle former for kaffe, nemlig den hvor bønnerne kommer ud af et katte-lignende dyr. Det skulle efter sigende smage utrolig godt med en fyldig aroma. Vi smagte desværre ikke, da budgettet ikke rakte 🙂

Vi havde en indholdsrig men lang dag. Bali er en ret lille ø, men det tager en krig at komme rundt. Vejene er dårlige og trafikken enorm, så vi kom ikke så langt på kortet. Vi endte turen ved foden af Balis største vulkan Gunung Agung, hvor den lille by Tulamben lå. Her skulle vi tilbage i vandet. Her findes nemlig et af verdens lettest tilgængelige skibsvrag – det japanske skib Liberty, så det skulle vi selvfølgelig dykke ved. Vi havde to dyk den dag, og det gik helt forrygende. Det var stort set ingen strøm, så vi kunne nemt balancere rundt i vandet og øve, hvad vi havde lært. Vi så et par fisk, vi ikke havde set før, så vi havde en rigtig god dag.

I Tulamben er der ikke andet at lave, end at dykke, så vi tog videre til den lille havneby Padang Bai, hvor der også findes….. rigtig gættet – ganske udmærket dykning. Vi tænkte, at vi trængte til en afslapningsdag ved en pool, inden de næste dyk. Vi besluttede os derfor for at flotte os lidt og tage et par overnatninger på en finere hotel end normalt. Det var ikke så vellykket, da afslapningsdagen var ret overskyet. Vores luksushotel havde ingen varm vand som lovet, og vi fik et par kæmpe kakerlakker med som bonus. Så vi blev hurtigt enige om, at vi behøvede ikke mere “luksus” inden hjemrejsen.

Padang Bai er ikke en traditionel turistby. Turisterne er der normalt kun for at tage færgen videre. De turister som bliver, er stort set dykkere allesammen. Vi havde egentlig udpeget et dykkerfirma på forhånd, som vi ville på tur med. Vi fik dog et rigtig skidt førstehåndsindtryk på trods af alle de pæne referencer på internettet. Vi var ikke helt trygge ved dem, så vi gik en tur rundt blandt dykkerbutikkerne, hvor vi mødte hollænderen Oliver, som vi straks kunne lide. Området er kendt for hajer, hvilket vi gerne ville se. Oliver fortalte os direkte, at vi skulle være mere erfarende, før vi tog de dyk, da strømmen ville være meget kraftig, så på trods af at Oliver kunne tjene flere penge på os, hvis han tog os ud til hajerne, så frarådte han os det, og tog os med på nogle lokaldyk istedet.

Vi fik tre dyk ved Padang Bai igen under udmærkede forhold. Korallerne var ikke så flotte, som vi havde set på vores andre dyk. Til gengæld så vi masser af stingrays, moræner, et enkelt skibsvrag, og en enkelt haj blev det også til. Efter dykkene tog vi fluks til byen Sanur i den sydlige del af Bali. Her blev vi de to sidste nætter, hvor vi fik gjort de sidste indkøb, og forberedte os på den lange tur hjem efter en begivenhedsrig måned i fantastiske Indonesien.