Dansk Backpacker

Lucha Libre, Tequila og ruiner i Mexico City

Endelig blev det d. 25. december. Dagen hvor rygsækken endnu engang skulle med på tur. Vi har oplevet mange underlige ting i lufthavnene rundt omkring. Vi har næsten altid haft en episode som f.eks. dårligt vejr, bird striks eller hjerteanfald hos besætningen, der har forsinket eller aflyst vores fly. De sidste to rejser har været fuldstændig uden problemer, så vi troede faktisk, at uheldene var ovre. Sådan skulle det dog ikke være.

Vi skulle op kl 0330 for at nå et fly i Aalborg kl 0620. Alt går, som det skal. Besætningen er i julestemning, har nissehuer på, og har hængt lidt julepynt i flyet. Da vi skal til at afsted, får vi meddelelsen, at personen der kørte bagagebåndet, har påkørt flyet, som er blevet bulet. Vi måtte derfor ikke flyve, før en ingeniør havde tilset flyet. Sådan en viste sig umulig at opstøve 1. Juledag. Panikken spredte sig, og flyselskabet vidste ikke, hvad de skulle gøre.

Vi vidste hurtigt, at vi aldrig ville kunne nå vores næste fly, så vi tog det helt roligt, da vi jo har prøvet at blive ombooket en del gange efterhånden. Løsningen blev, at vi skulle flyve fra Billund i stedet. Vi blev derfor fragtet med Jørns Busrejser til Billund, hvor rejsen kunne fortsætte ca. 10 timer forsinket.

Vi blev omdirigeret via Amsterdam og Paris, og fløj derfra direkte til Mexico City med Aeromexicos nye Dreamliner-fly. Det var en ret behagelig tur, så på trods af forsinkelsen, kom vi til Mexico City uden flere udfordringer.

DSC_0031Vi fik lidt søvn, inden vi gik en tur rundt i Mexicos Citys gader. Vi var lidt spændte på mødet med denne storby, der ikke har det bedste rygte. Mexico City imponerede os enormt. Byen var relativ ren, hvilket vi slet ikke forventede. Der var faktisk ret hyggeligt og fyldt med torve, hvor lokale spillede lokalt musik.

Dagens overraskende oplevelse var dog, at der var sat en skøjtebane op midt på byens største torv. Skøjtebanen var fuldstændig proppet med mexicanere, som øjensynligt aldrig havde prøvet noget lignende før. Det var en ret sjov oplevelse. DSC_0026Der var meget stor forskel på morgen, middag og aften. Om dagen kunne vi sagtens gå uden så mange mennesker omkring os. Om aftenen derimod var menneskemængderne ekstreme i sådan en grad, vi sjældent, hvis nogensinde, har oplevet før.

I løbet af dagen så vi bl.a. Temple Mayor, som er der, hvor Aztekerne grundlagde aztekerriget.  Det er her Mexico City udspringer fra. Det siges, at aztekerne skulle grundlægge deres by der, hvor de fandt en ørn siddende på en kaktus, mens den spiste en slange. Det gjorde de så der, hvor Temple Mayor ligger i dag – I den absolutte mest centrale del af Mexico City.

Vi gik omkring byens berømte Latino Tower, hvor vi IMG_20141226_141826kunne få panorama-udsigt ud over hele Mexico City fra 43. etage. Herfra kunne vi virkelig se, hvor gigantisk Mexico City egentlig er – igen en smuk oplevelse.

Dagens højdepunkt var klart aftenens aktivitet. Vi skulle ud og se Lucha Libre (mexicansk wrestling), som er den næstmest populære “sport” i Mexico. Vi mødtes med den meget karismatiske guide Luis, som skulle lære os lidt om denne fine mexicanske kunstart, samt lære os at drikke tequila.

Vi havde en ret sjov aften, hvor vi kom rigtig tæt det mexicanske kulturliv. I Lucha Libre har de fleste wrestlere masker på, da det udgør en slags stolthed for dem, så sådan en måtte vi jo selvfølgelig også have. Selve showet var ganske underholdende. Mest fordi mexicanerne gik op i det med liv og sjæl, så der var en rigtig intens stemning til showet. Vi måtte desværre ikke have kamera med, så vi måtte nøjes med billeder fra mobiltelefon, så kvaliteten er ikke så god.IMG_20141226_215407

Efter showet havde Luis sørget for, at vi kunne mødes med en af wrestlerne. Vi mødte en af de helt store legender med det mundrette navn Negro Casa.Vi kom sent i seng, mætte på oplevelser og tequila i Mexico City.

Vi skulle tidligt op næste morgen, da vi skulle ud og flyve luftballon over de berømte Teotihuacan-ruiner. Det kom vi så ikke, da der åbenbart var gået noget galt i bookingen. Vi håber nu, at vi har haft de udfordringer, vi skulle have på denne rejse. Det var ret skuffende, men vi ville jo se ruinerne, så vi fandt et alternativ. Det endte med at vi kom på olle-kolle bustur sammen med alle kineserne. Det var faktisk ret sjovt, og vi så en del andre ting, som vi ikke selv vidste fandtes. Vi så bl.a. flere azteker-ruiner og et sted, hvor de lavede tequila ud af kaktus (smagsprøver).

DSC_0253Vi så også en kæmpe kirke i Mexico City, der hed Guadalupe. Det var faktisk en ret speciel oplevelse. Vi ankom midt under en messe, og der var så ekstremt mange mennesker, der deltog i højtideligheden. Vi vil gætte på, at der var 10.000 mennesker. Vi fik at vide, at kirken kunne rumme 40.000 mennesker. Det var en helt speciel oplevelse, som vi slet ikke havde regnet med.

DSC_0154Det var jo selvfølgelig de berømte pyramider ved Teotihuacan, som var dagens højdepunkt. Vi havde glædet os meget til at se dem, så de kunne næsten kun skuffe. Det gjorde de dog ikke. De imponerede os i høj grad. De to største monumenter er sol-pyramiden og måne-pyramiderne. Sol-pyramiden er verdens 3. Største pyramide næst efter en anden i Mexico samt Kheops pyramiden i Egypten. Forskerne tror, at Teotihuacan er verdens første kalender. Den er selvfølgelig baseret på solens cyklus.

DSC_0220Det var ekstremt varmt at traske rundt omkring pyramiderne. Der var høj sol, og den mexicanske ørken er ubarmhjertig, hvilket resulterede i den første lettere skoldning på denne tur. Det var dog det hele værd, og Teotihuacan imponerede os i en sådan grad, at vi tror, vi har en ny konkurrent til vores top-10 liste. Efterfølgende gik turen tilbage til Mexico City, hvor vi skulle fange natbussen til byen Oaxaca.

 

Der kommer flere billeder og videoer, når vi kommer hjem.