Dansk Backpacker

Her er vores billeder fra Indonesien samt en lille opsamling

Vi har haft en helt del problemer med at uploade vores billeder, mens vi var i Indonesien. Billederne er nu uploadet, og kan findes herunder (klik på de enkelte overskrifter for at se billederne):

Jungletur på Sumatra

Kultur i Yogyakarta

Vulkan-trekking på Rinjani

Sejltur til Komodo National Park

Dykkercertifikat på Nusa Lembongan

En travl uge på Bali

 

Ligesom på vores sidste rejse til Peru havde vi, denne gang, ingen problemer. Til forskel fra vores sidste to rejser, hvor stort set alt var planlagt, var denne rejse noget mere Laissez-faire. Vi vidste, hvad vi gerne ville se, men kun det nødvendige var planlagt. Det eneste sted vi oplevede, at det var et problem, var at nogle overnatningsmuligheder var fuldt booket op, men så kunne vi gå ind til naboen og få en seng der.

Indonesien var et forrygende land at rejse i, og som bød på mange forskellige oplevelser. Klimaet er dog stort set det samme over hele landet. Der kan findes vulkaner, lækre strande, jungle og fantastisk dykning overalt i landet. Vi behøvede derfor ikke rejse så vidt omkring, som vi gjorde for at prøve de forskellige ting. Vi ville dog have det bedste vulkan-trek, vi ville have den bedste jungletur osv.

Vi erfarede også, at Indonesien er et kæmpe stort land, og fire uger var slet ikke nok. Vi kunne nemt bruge 4 uger mere i landet for at se nogle af de andre øer og få en helt del mere dykning under huden. Modsat Peru, hvor vi følte, at vi så det meste af, hvad landet kunne byde på, så kunne vi sagtens se os selv tage endnu en rejse til Indonesien.

Herunder kommer der en evaluering af, hvad vi synes om de enkelte destinationer, vi besøgte i Indonesien i kronologisk rækkefølge.

 

Gunung Leuser National Park (Sumatra):

Vi vidste ikke helt, hvad vi kunne forvente af en 3-dags jungletur, da ingen af os havde prøvet at trekke mere end én dag. Det gik dog rigtig fint, selvom det var sindsygt varmt. Vi så masser af orangutanger, så turen var en stor succes. Vi kom tættere på dyrene, end vi var på Borneo, som også var en stor oplevelse. Vi valgte 3-dages turen, fordi vi ville være helt sikker på at se orangutanger. Da vi så så nogen efter en time, så tænkte vi, at det blev 3 lange dage. Det blev det dog slet ikke, og vi havde den suverænt bedste oplevelse med dyrene på den sidste dag, så vi var glad for vores valg.

Bukit Lawang (hvor trekking-turene) starter, er dog uhyre simpel. Der er f.eks. ingen varm vand nogen steder. Til gengæld er serviceniveauet højt, men man skal vide, hvad man går ind til, hvis Bukit Lawang står på ens rejseønsker, da stedet ikke er for alle. Til gengæld er junglen virkelig tæt på. Der er aber overalt, og floden kan underholde længe. Dette sted faldt fuldstændig i vores smag.

Thumbs up

 

Yogyakarta

Vi valgte at tage til Yogyakarta, fordi vi syntes, at vi skulle have lidt kultur og historie, nu når vi var i Indonesien. Vi kunne dog straks mærke, at Java er håbløst overbefolket, og Yogyakarta som er en relativ lille by, var voldsomt trafikkeret. Byen var såmænd hyggeligt nok, men overbefolkningen og trafikken lagde lidt en dæmper på oplevelsen. Der var til gengæld vanvittig god street food her.

Den primære årsag til at besøge Yogyakarta var at se Borobodur, som er et af klodens store bygningsmonumenter. Vi var der tidligt om morgenen, så vi kunne se solopgangen, men der var helt overskyet, så det var vanskeligt. Til gengæld var der ingen mennesker, så det var den helt rigtige måde at gøre det på. Vi fik ikke følelsen af overvældelse, som vi fik ved Pyramiderne, Taj Mahal, Angkor Wat, Machu Picchu osv., hvilket nok skyldes, at vi efterhånden har set en del, og er blevet forvent. Vi er dog rigtig glad for at have set Borobodur, og ville ikke have været det foruden.

Medium

 

Rinjani

Vores næste store udfordring var at bestige Rinjani-vulkanen på Lombok. Turen tog tre dage, og var vores anden flerdags trekkingtur nogensinde. Det var utrolig hårdt. Især natten hvor toppen skulle bestiges, blev viljestyrken for alvor sat på prøve. Vi fik noget nær de flotteste udsigter, vi nogensinde har set, og var super imponeret. Det gjorde så absolut heller ikke noget, at vejret var med os.

Vi er virkelig glade for, at vi var i form til dette trek. Ellers ville en gennemførelse nærmest være umulig, tror vi. Vi vil ihvertfald anbefale alle, der overvejer et lignende trek at være i form først.

Da vi kom ned, sagde vi til os selv, at det her gør vi aldrig igen. Efter vi har reflekteret over det, så kunne det være meget fedt at prøve igen – bare på en anden vulkan/bjerg.

Thumbs up

 

Komodo

Sejlturen til Komodo havde vi virkelig set frem til. Især stemplingen af nationalparken som værende et af de 7 største naturskabte vidundere, satte forventningerne op. Vi syntes rigtig godt om selve nationalparken, og vi vil helt sikkert gerne dertil igen for at dykke. Dog var sejlturen ret lang og ensformet. De første par dage var det meget cool at stoppe ved de små forskellige øer, og vi fik snorklet en masse. Efter vi havde gjort dette i 4 – 5 dage, så gad vi ikke rigtig mere.

Vi tror, at vi havde fået væsentlig mere ud af det, hvis vi havde dykkercertifikatet på dette tidspunkt, og kunne se nationalparken under havet. Vi sætter enorm stor pris på, at have fået muligheden for at se de berømte Komodo-varaner i deres habitat, og blot det var hele turen værd, men næste gang flyver vi nok til Komodo 🙂

Thumbs up

 

Nusa Lembongan

Nusa Lembongang endte med at blive vores eget lille paradis. Vi forestiller os, at det var sådan Bali så ud for 30 år siden, og ligner det Bali, som mange søger, men aldrig finder. Der er stort set ingen biler, og strømmen er ret sparsom. Ikke ret mange turister fandt vej til Lembongan, og dem som gjorde, var der for at dykke eller surfe.

Når vi valgte at tage dykkercertifikatet her, var det fordi, at vi ville gøre det et sted, hvor stort set ingen gjorde det, og det betalte sig. Vi havde en rigtig god instruktør, og der var kun os to, så vi fik alt det fokus, som vi skulle have. Når det så er sagt, så afgjorde vejret virkelig, hvor gode dyk der kunne fås ved Lembongan. Vi oplevede begge dele, og det var ret udfordrende for en helt ny dykker, ikke at have kontrol over dykket.

Ved Nusa Lembongan er der meget dyreliv at se. Mest berømt er selvfølgelig deres Manta Rays, som vi også så, hvilket var første gang, og vi var lykkelige. Hvis vi nogensinde kommer tilbage til Bali, så er der slet ingen tvivl om, at vi lige skal en tur omkring Nusa Lembongan, for livet er bare så meget mere afslappende her.

Thumbs up

 

Bali

Vi havde slet ikke nok tid til at udforske Bali nok. Det var lidt bevidst, da vi altid gerne vil undgå områderne med flest turister. Lige så snart vi satte vores fødder på øen, kunne vi fornemme, at charter-turisterne holdt til på den sydlige del af øen. Jo længere nordpå vi kom, desto færre mennesker var der. Da vi havde vores overnatning i Tulamben, var der ikke mange andre hvide mennesker end os, da Tulemben normalt bruges til dagsture.

Bali var dog virkelig nem at komme rundt på, og vi vil sådan set også gerne tilbage hertil igen. Der er dog ingen tvivl om, at vi nok helst ville holde os i den nordlige/vestlige del af øen, som er langt mere uspoleret og øde end den sydlige del.

Thumbs up

 

Konklusion:

På denne rejse til Indonesien lavede vi flere aktiviteter, som vi aldrig havde prøvet før. Enten fordi vi ikke troede, at vi kunne, eller fordi helbredet havde været i vejen. Det lykkedes alt sammen, og vi fandt en ny fælles hobby i dykning, som nok vil være en faktor i de fremtidige rejser. Vi havde en forrygende tur, som bød på et væld at forskellige oplevelser. Selvom Indonesien ikke bød på en ny top-10 attraktion på vores rangliste, så blev vores forventninger alligevel opfyldt. Nok mest af alt fordi alt lykkedes, og vi fik så mange nye indtryk. Dertil kommer også, at indoneserne var blandt det mest venlige folkefærd, vi nogensinde har mødt, og havde stor betydning på vores rejse. Hvad næste rejse byder på, vides ikke. Vi har mange idéer, men det bliver sværere og sværere at vælge,  for vi skal jo gerne prøve noget nyt hver gang. Èn ting er helt sikkert. Vi vil kunne anbefale Indonesien til alle.

Slut for denne gang 🙂