Dansk Backpacker

En uge i Amazonas (Manu)

Vi  blev hentet kl. 5 om morgenen af vores guide William, da vi havde en lang rejse foran os. Vi blev en usaedvanlig lille gruppe paa fire stk, hvor der plejer at vaere vaesentlig flere, men det var blot til vores fordel. Vi korte uden problemer ud af Cuzco, da trafikken slet ikke var startet endnu, og det gik ogsaa vaeldig godt den forste times tid paa de asfalterede veje. Efterfolgende rog vi paa grusveje, og saadan blev det resten af vejen til Manu. Nationalparken ligger heldigvis nede i ”normale” hojder, hvilket er aarsagen til, at regnskoven vokser her. Derfor skulle vi ogsaa igennem nogle bjergpas paa grusveje for at komme ned mod Junglen.

Det var heller ikke saadan lige til, da der var vejarbejde konstant mod Manu. Vejene blev derfor simpelthen bare lukket i den ene ende, og saa kunne man ellers bare vente i tre timer, eller indtil arbejderne forbarmede sig over en, saa man kunne komme igennem. Saadan har det vaeret i mindst fem aar, og de bliver aldrig faerdig, sagde William.

Turen til Manu National Park handlede for os om at se en masse dyr, og det startede egentlig meget godt. Efter vi havde kort faa km indenfor nationalparken lob der, hvad vi forst synes lignede en stor hund, foran bilen. Vi synes godt nok den havde en lang hale, og da den drejede ind foran bilen, kunne vi nemt se, at det egentlig var en puma. Den var lyn-hurtigt vaek, inden vi kunne naa at tage et billede. William var ret chokeret, da han ikke havde set en Puma her for.

Dret varede saa lidt tid, inden vi igen kom til at se noget virkelig spaendende. Efter forste overnatning pakkede vi vores ting i en baad, som vi skulle bruge resten af turen. Den forste dag i baaden sejlede vi paa floden Rio Madre de Dios. Der var dog ufattelig varmt, saa vi saa ikke ret mange dyr andet end fugle. Til gengaeld underholdte Willian med at snakke dansk med os. Han og hans familieejede firma, som vi rejse med, har aabenbart haft samarbejde med Jysk Rejsebureau i flere aar, og William var derfor helt vildt med at laere dansk, og sige saa meget som han kunne paa dansk. Han kunne f.eks. sige samtlige dyrenavne paa dansk. Vi havde nok ikke forventet at hore dansk saa langt inde i Amazonas.

Om eftermiddagen, hvor varmen var begyndt at aftage, begik vi os ud i junglen. Her saa vi straks lidt af hvad den havde at byde paa. Vi saa baade tucaner, flere slags aber samt andre fugle. Hojdepunktet var dog, da vi sad paa en udtorrede flodbund og bare lyttede til lydene. Her viste sig pludselig en myresluger, hvilket aabenbart er uhyre sjaeldent. Den er ekstremt sky, og forsvandt lige saa snart den fik oje paa os, og var igen for hurtigt for kameraet, desvaerre. Det var forste gang i to aar, at William havde set saadan en, saa igen var vi ret heldige. Efter morkets frembrud begyndte vi at studere nattelivet, hvilket primaert bod paa ekstremt store edderkopper som tarantulaer og den sorte enke.

Dagen efter brugte vi stort set hele dagen i baaden, hvor vi skulle transporteres ind i den reservede zone, som det saa smukt hedder. Det er her, hvor der ikke kommer ret mange turister, og hvor man skal have tilladelse for at faerdes. Det startede igen godt med, at vi saa nogle flodsvin ved bredden. Flodsvin ligner forvoksede marsvin. Vi saa en del forskellige aber, fugle og nogle kaimaner (krokodiller) inden middag, hvor det for alvor blev varmt igen. Vi ankom til Casa Matsiguenka Lodge, som bestyres af Matsiguenka-folket, som er en indfodt stamme, der lever i bjergene. De lever i et totalt isoleret samfund, og har kun denne lodge som indkomst. De bestyrer den fire maaneder paa skift, inden de drager tilbage, hvor de kommer fra. Det er lidt specielt, for de har ikke set hvide mennesker for de kom til lodgen, saa de er voldsomt generte. Heldigvis er de meget fredelige, modsat andre indfodte stammer, der lever i Manu-omraadet, som absolut ikke onsker kontakt med omverdenen. Vi oplevede dog noget virkelig sjovt her. William ville vise en ung mand fra stammen nogle billeder af dyr paa sin Iphone. Herefter sad han i timevis og stirrede paa den telefon. Det var forste gang nogensinde, han havde set et stykke saa avanceret teknik. Vi blev ret enige med os selv om, at han paa ingen maade kunne vende tilbage til junglelivet og lade som om, at der ikke fandtes en verden udenfor. Til gengaeld havde manden lige vundet en bueskydningskonkurrence i omraadet og vundet 300 soles, hvilket svarer til ca. 600, saa han var blevet en virkelig velhaven mand.

Vi besogte Cocha Juarez og Cocha Otorongo, som er to store soer ved siden af floden. Paa Cocha Juarez kom vi ud og sejle paa noget, der lignede en tommerflaade. Det var en meget fredfyldt maade at se et af Manus hojdepunkter: kaempe-odderen. Kaempe-odderen er omkring to meter lang, vejer omkring 20 kg, spiser 4-5 kg fisk om dagen og er hamrende uintelligente. Der findes ikke saa mange af disse skabninger tilbage, saa det var en ret god oplevelse.

Ved Cocha Otorongo saa vi saa det, vi egentlig tog den lange vej til Manu for at se. Det var ret tilfaeldigt og slet ikke ventet, at vi stodte paa jaguaren paa denne tur. Vi skulle ud til en observationspost ved soen for at observere dyrelivet, men det kunne vi ikke rigtig komme, da jaguaren havde taget plads paa observationsposten. Jaguaren er det storste rovdyr i regnskoven, saa vi betragtede den laenge paa afstand,og smuttede inden den besluttede sig for at gaa. Det var endnu en heldig oplevelse for os.

Vi fik ogsaa oplevet regnskoven fra sin mere uforudsigentlige side. Vejret skifter med enorm hastighed her, og selvom vi har vaeret meget heldige med vejret, saa oplevede vi at blive fanget i et af disse vejrskifte, hvor det begyndte at regne. Vi har sjaeldent set saa meget regn paa en gang, og vi var meget glade for, at vi havde vores udstyr iorden, saa vi undgik at blive vaade. Det er dog ikke noget under, at der er saa meget vegetation, for hold op der kommer meget vand ind imellem den kraftige sol.

Paa dag fem, som ifolge programmet skulle vaere den store tapir-dag, var vi atter heldige. Meningen var, at vi forst skulle se tapiren om aftenen ved en observationsplatform, da de er nataktive og utrolig sky. Det varede dog ikke mere end en halv time i baaden, inden vi stodte paa to stk. tapirer, der badede i floden. Det varede dog ikke laenge for de stak af, men vi fik et godt glimt af dem. Om aftenen skulle vi sove paa en platform for netop at se tapirerne. Der var vi saa ikke saa heldige, da vi kun saa en i et kort ojeblik, men vi havde jo heldigvis set dem tidligere. Da vi kom tilbage til lodgen, ventede der pandekager og en kaempestor kage til os, saa det var en god start paa dagen.

Efterfolgende begyndte den lange tur ud af junglen og ind mod Cuzco igen. Det var lidt mere udfordrende, da vi sejlede op mod strommen, og faktisk steg 300 hojdemeter undervejs paa floden. Vi saa ikke saa vanvittig mange dyr paa dag 6 og 7, men vi var ogsaa godt maette paa oplevelser i junglen. Paa dag 6 om aftenen modte vi faktisk den forste anden turgruppe, som vi havde haft kommunikation med hele ugen. De havde deres forste dag, og var virkelig spaendt paa at skulle se alle de dyr, som vi netop havde set, og det kunne vi jo sagtens huske.

Vi ankom sent om eftermiddagen tilbage til Cuzco, og fik et dejlig laaaangt varmt bad paa hotellet, og vi kunne reflekterer over en dejlig, udfordrende og oplevelsesrig uge. Selvom vi har faaet virkelig god mad i junglen af den medbragte kok, saa var det nu rart med en pizza.

Billeder kan ses her, og kan forstorres ved at klikke paa dem: http://www.danskbackpacker.dk/kontakt/manu-national-park-galleri/