Dansk Backpacker

Efter hjemkomsten fra Mexico

Hvad fik vi så ud af vores rejse til Mexico?

Det var SÅ meget bedre, end vi havde regnet med. Hvad havde vi så egentlig forventet?

ja, vi havde regnet med, at vi skulle derover for at se de helt store attraktioner, og så ellers isolere os på vores hostel, for Mexico er jo fuldstændig kriminaliseret.  Faktum var dog, at vi sjældent har ført os mere sikre end i Mexico. Mexicanerne var utrolig venlige og hjælpsomme, og selvom kun et fåtal taler engelsk, så vil de gerne prøve på spansk alligevel. Derudover var maden helt forrygende – generelt noget af det bedste, vi har fået i verden (den kommer vi lige tilbage til).

Vi hoppede ombord på flyet fra Cancun til Detroit, og alt gik som det skulle. Det var lidt specielt at flyve i 4 timer fra 25 graders varme i Cancun til snestorm i Detroit. I flyet fra Detroit til Amsterdam blev Anders så syg, hvilket viste sig at være madforgifting fra den sidste dag i Mexico. Han fik så meget medlidenhed fra personalet, at han blev opgraderet til business class (så fik han også prøvet det – Tak til Delta), mens Tine pænt måtte blive siddende på monkey class. Det tog en lille uge at komme over den sygdom, men da vi begge har prøvet det før, var vi ikke så bekymret, og kom hjem uden problemer fra flyselskaber eller “Egon”.

Hvad fik vi så set og oplevet i Mexico?

Masser af ruiner! Vi skal gerne indrømme, at vi måske blev lidt tempeltrætte, men vi har set nogle af de fedeste, bedste og mest velbevarede verdensvidundere, vi endnu har oplevet. Faktisk fik vi to nye vidundere i top-10 på vores rangliste (se den her), som vi er vældig stolt af. Derudover så vi masser af mexicansk natur inkl. dykning, som faktisk var ret imponerende. Det havde vi ikke lige regnet med. Vi fik også en masse kultur og interaktion med de lokale (læs tequila og wrestling).

Faktisk synes vi, at det har været så god en tur, at der faktisk ikke er en eneste attraktion, der har skuffet os. Vi er og har været meget forvente på vores rejser, og gør meget research inden. Derfor er det bare fedt, at kunne finde en destination, som kunne overraske os mere, end vi havde regnet med.

Mht. økonomien har vi brugt nogle flere penge på denne tur, i forhold til hvad vi plejer. Det skyldes, at vi nok er blevet lidt ældre, og er blevet lidt mere flashpacker frem for backpacker, så vi har haft nogle bedre overnatninger og spist på bedre restauranter end nødvendigt, så rejsen kan sagtens gøres billigere. Vil faktisk sige, at rejsen kan gøres så billigt, at det ligner Asien-priser.

En ting er helt sikkert. Vi er på ingen måde færdige med at besøge Centralamerika. Vi har allerede den næste rejse i kikkerten. Det bliver dog en hemmelighed indtil videre.

Vi begynder at uploade video fra denne rejse, når vi får bearbejdet optagelserne, men bloggen for Mexico er hermed slut.

Mange tak fordi du læste med.